Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juni 2000


Bibliotekernes Amanda


CulturCommentar

Skal bibliotekerne få sig egen Amanda-skandale - eller vil bibliotekerne udvikle sin netvirksomhed som en del af nettets åbne fildelingssystemer?

På papiret er den nye bibliotekslov på forkant med udviklingen (Se Biblioteksloven som hegnspæl). Der er mange gode grunde til at fejre loven.

Men når talen er om bibliotekerne og Internet, er det påfaldende, at lovens forestillinger er fra før UBIS-betænkningen kom til verden og altså fire-fem år forældede. Biblioteksloven og internet handler kort sagt om at gøre internet tilgængeligt for brugerne og at bibliotekerne skal have hjemmesider. Desuden investeres millionbeløb i samlede biblioteksløsninger - først Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek - og senere i Danbib-portalen. Begge disse systemer er skræddersyet over den samme centralistiske læst, som har skabt gigantiske problemer for Arbejdsformidlingens Amanda-system. Man tror at man kan styre informationerne centralt.

Nettets fildelingssystemer (se Serveren er yt) viser, hvordan man for små penge - og med små programmer kan dele informationer og gøre dem tilgængelige for alle andre i netværket. Bibliotekerne kunne ved små og få tilpasninger lave et filudvekslingssystem, som var uafhængigt af de centraliserede systemers fejlrisiko - og som sikrede at informationerne altid var tilgængelige. Det er faktisk hele filosofien bag internet.

Hvad skal vi med musikbiblioteker?

Biblioteksloven styrker musikkens placering på bibliotekerne. Men måske er det allerede for sent, for hvilken rolle skal bibliotekerne egentlig spille?

Langt de fleste biblioteker er i forvejen digitaliserede - CD-pladerne har for længst erstattet LP'erne. I løbet af få år vil bibliotekerne ikke længere købe musik på CD'ere - men derimod købe rettigheder til at downloade musik. Og hvordan styrer man så udlånet. Bibliotekerne vil næppe selv brænde CD'er. Skal brugerne kunne downloade musik fra bibliotekernes samlinger? Måske endda kombineret med kopisikring. Under alle omstændigheder bliver hyppigheden af udlån af de efterspurgte titler langt større end den er i dag.

Og hvordan vælger man musikken? I dag vælges musikken af de enkelte biblioteker - med det resulatt at musikken på bibliotekerne er ensartet. Heldigvis - for der er god konsensus om, hvilken musik, der bør formidles via bibliotekerne.

Men når musikbibliotekerne vinder frem: skal der så være materialevalg på alle biblioteker? Og når musikken bliver online - hvordan håndterer man interurbanlånet. Spørgsmålet er om ikke bibliotekerne bliver nødt til at delegere anskaffelserne til fælles instanser. Måske endda med landslicenser. Det vil sikre, at musikrepertoiret bliver langt bredere og mere nuanceret end det de enkelte filialer i dag kan byde på. Og det vil kunne sikre, at bibliotekerne kommer til at spille en rolle som supplement til markedet.

Naturligvis vil nogle musiklånere stadig gerne se covers på bibliotekerne. Men det bliver et udsøgt mindretal man skal servicere på det fysiske bibliotek - og den service de kan få vil være langt dårligere end den man kan give via nettet.

Og teksterne?

For tekster - i hvert fald de elektroniske - må man forestille sig fuldstændigt samme udvikling. Og igen: hvis man vil spille en rolle med materialer udenfor det kommercielle marked, så bliver nye elektroniske samarbejder og landslicenser en vigtig strategi. Så kommer folkebibliotekerne til at spille en kulturpolitisk rolle også i den digitale virkelighed.

Der er ikke nogen grund til at udvikle bibliotekssystemer til fortidens tænkning.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør



Læs også:
Serveren er yt
Biblioteksloven som hegnspæl

Søndag Aften 06/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.